Lagt på www.berlingske.dk lørdag den 12.
november 2005 kl. 03:30
Kom skiferien i forkøbet
Begræns risikoen for skader og undgå at
spilde en dag på din dyrebare skiferie med ømme ben. Hop med på Fris
skiprogram, der er udarbejdet af skieksperten Peter Aagaard fra Den Danske
Skiskole.
Det er nok de
færreste, der kan forestille sig at rejse sig op fra kontorstolen og løbe en
halv eller en hel maraton, uden nogen form for forudgående træning. Men når det
gælder skiferien, tager mange danskere ud på otte timers ski om dagen uden
nogen form for fysisk forberedelse.
»Jeg vil tro,
at omkring 90 procent af de danskere, jeg har mødt som skiinstruktør, tager på
skiferie uden at have trænet nævneværdigt op til ferien, og det er synd,« siger
Peter Aagaard, der er professionel skiinstruktør, cand. scient. i idræt og
ansvarlig for Dansk Skiforbunds kurser med ski-gymnastik.
»Mange, der tager på skiferie, går fra kontormand til
elitesportsmand på en dag, for de går fra et stillesiddende liv til et
aktivitetsniveau i eliteklassen, hvor man er fysisk aktiv mellem fem og otte
timer dagligt. Hvis man ikke har trænet sig op til det, er kroppen slet ikke
gearet til så højt et aktivitetsniveau, og det kan betyde, at man bliver så øm,
at man må springe en dag over og i værste fald er der større risiko for skader,
når man er utrænet,« siger Peter Aagaard.
»Hvis man træner inden sin ferie, minimerer man derimod
risikoen for muskelskader og muskelømhed, og jo mere fysisk overskud man har på
ferien, jo mere kan man nyde det sociale, sneen, naturen og alt det, der er så
fedt ved ski,« siger han.
Peter Aagaards skræmmeeksempel fra skiløjperne er to kvinder
sidst i fyrrerne, der tog på ski for første gang i deres liv uden at have
dyrket nogen som helst form for sport, endsige gang, forinden.
»De var slet ikke gearet til den skiferie, og det var
ærgerligt, for de fik ikke den gode oplevelse ud af det, som en skiferie jo
er,« siger Peter Aagaard.
Hans råd er klare: Kom i gang med træningen mindst tre
måneder inden skiferien, træn minimum to gange om ugen, og trap træningen op
hen ad vejen. Og når skiferien så er vel overstået, så fortsæt træningen.
»Man kan faktisk komme i ret god form på tre-fire måneder,
så det ville være synd at give slip, når ferien er overstået,« siger Peter
Aagaard.
Når man tilrettelægger sin træning, skal man tage hensyn
til, hvilken type skiløber man er, råder Peter Aagaard: »Giver man den fuld gas
ned ad løjperne, skal man også træne meget intensivt op til ferien, mens er man
mere en solskinsløber, der tager det stille og roligt, kan man lægge træningen
i et lidt lavere niveau.«
Peter Aagaard vurderer, at han i alt har tilbragt 170 uger
af sit 31-årige liv på ski. Han holder selv sin skiform ved lige med fem gange
ugentlig træning, der blandt andet består af skigymnastik, mountainbike og tung
styrketræning.
Hvis han var til langrend og ikke alpinski, og hans knæ i
øvrigt kunne holde til det, ville han supplere træningen med løb.
Skigymnastikken foregår for Peter Aagaards vedkommende hver
søndag i Søndermarken på Frederiksberg, hvor han træner en række af landets
bedste skiløbere og skiinstruktører, og her er det især intervaltræning, der
styrker kredsløbet, samt hård styrketræning, gruppen arbejder med i de to
timer.
Til Fris læsere har Peter Aagaard sammensat et program, der
har særlig fokus på de to vigtigste sider ved alpint skiløb: Lårmusklerne og
balancen. Til december supplerer vi med endnu et træningsprogram og til januar
finpudser vi formen i det sidste program.
Øvelserne i programmet henvender sig til let øvede og øvede.
Begyndere kan også lave øvelserne, men må ikke lave flere, end de kan magte. Og
selv om øvelserne ikke må gøre decideret ondt, hverken i lår eller knæ, kan
både begyndere som øvede godt forvente at mærke deres ben i dagene efter
træningen:
»Man bliver øm i benene af øvelserne. Faktisk føles det, som
om man er blevet banket med en jernstang,« siger Peter Aagaard med et grin.
»Men gevinsten skulle jo gerne komme ude på løjperne!«